Attraktioner

Dagsture

Området byder på masser af spændende oplevelser for alle der elsker natur, god mad og vin og romersk arkitektur. Rigtig mange af vores lejere har haft mange planer om alt det, de skulle se, men er endt med at nyde roen og stilheden i denne skønne italienske bjerglandsby. Mulighederne er dog mange. Ligesom Rom kan Herculanum, Pompeji, Montecassino, drypstenshuler, Napoli, Amalfikysten m.m besøges på dagsture. Byerne Gaeta og Sperlonga er også en køretur værd.

 

Rom

Huset ligger som nævnt nær Rom. Rom er en fantastisk by og relativ nem at finde rundt i. I kommer til Rom ved at køre ned af bjerget, den vej I kom første dag. Vel nede af bjerget er der skilt mod Latina. Kør mod Latina. Inden Latina kommer I til forstaden Latina Scalo. Her ligger togstationen. Lige nedenfor bjerget er der skiltning mod stationen. Der er gratis P plads. Det tager et kvarter i bil. På stationen kan I købe billetter både på stationen og ved tobakshandleren i venterummet.

I bør vælge en B.I.R.R.G billet. Den giver fri adgang til toget, bus og metro hele dagen (dog kun regional tog). Med en pris på 12 euro er det billigere end en tur/retur billet sammenholdt med, at man med disse billetter også skal købe billetter til metroen etc. Dog hvis I ikke vil tage metro eller bus så køb almindelige tur/retur billetter. Hvis I ikke er med bil, men tager bussen til Latina Scalo fra torvet i Norma, så køb B.I.R.R.G billetten hos tobakshandleren i Norma – Tabaccherìa – for så gælder den også som busbillet.
Der er fast afgang til Rom Termini hver time. Afgang ca. kl. halv. Turen til Rom tager 37 min.

Inde på Termini kan I se, hvornår der går tog hjem. Se efter afgange mod Latina. I kan med fordel downloade den App der hedder Info Treno. Klik på “dati di viaggio”. P står for Partenza (afgang). A for arrivo (ankomst). Vær opmærksom på at nogle Regionaltog afgår fra perron TR1. Den finder I ved at gå til perron 1 og forbi toiletbygningen kommer den på Jeres venstre hånd.

Gå ned i metroen. Det er nemt. Der er kun to linier i Rom – orange og blå. Find på kortet hvor I er, og hvilken retning I vil hen. Da der kun er to linier, er der kun fire retninger, så helt galt går det ikke.

 

Hjælp vi har ingen bil

Det er muligt at komme både til Rom og Napoli uden bil. Der går bus hver time fra Norma til stationen i Latina Scalo. Med taxa fra stationen i Latina Scalo til Norma koster det 20 euro tlf +39 077 3695863

 

Vandreture

Abruzzo Nationalpark er for naturelskere. At opleve farvefloret i bjergene om efteråret er helt enestående. Om sommeren er det endvidere pragtfuldt at komme op i de køligere bjerge. Her er der angivet vandrestier. Området er kendt for sit rige dyreliv. Det er muligt at overnatte i bjergene.
Norba

Norma hed tidligere Norba. Oprindeligt lå byen på det højeste sted. Norba er ældre end Rom. Der er lavet helt fantastiske udgravninger på stedet, som vil kunne interesere alle med en kærlighed til antikken.

 

Årlige begivenheder

Norma er en italiensk landsby med mange stolte traditioner. Kirken står selvsagt for en del af disse. Påsken byder på kæmpe optog igennem hele byen. Også når byens skytsengel har fødselsdag, fejres det ved en særlig ceremoni. Af mere verdslige begivenheder kan nævnes, at der midt i september er det årlige Ferrari stævne. Her kommer Ferrari elskere fra hele italien og kører ræs rundt i Normas gader.
Kastanje byen

Norma kaldes også for kastanje byen. Sidste weekend i oktober fejrer hele Norma kastanje høsten.

 

Normas chokoladefabrik

Der ligger en chokoladefabrik i Norma. Det er muligt at komme ind at opleve, hvordan chokoladen tilberedes.

 

Hesteudlejning

Der er en rideskole i Norma.

 

Outlet

Skulle det regne en dag, er der to outlets i nærheden af Norma. Den ene ligger ved Valmontone og den anden tæt på Rom og hedder Castel Romano. Her findes alle mærkevarer til outlet priser.

 

 

Læs også: